Knastør natur giver usædvanlig høj brandfare
- TV Sjælland
- 28. mar.
- 1 min læsning
178 gange har landets kommunale beredskaber indtil videre måtte rykke ud til naturbrande i marts måned i år.
Det er et stykke over normalen i forhold til de sidste fem år, hvor der i gennemsnit har været 124 meldinger om naturbrande i marts.
Det vidner om, at brandfaren er relativt høj over det meste af landet lige nu, og derfor anmoder de kommunale beredskaber om, at man benytter åben ild med tanke på, at ilden hurtigt kan sprede sig.
Det skriver Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.
Gode råd til at forebygge naturbrand:
Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille i naturen
Hold altid afstand til bevoksning
Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt
Brug kun åben ild i stille vejr
Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild
Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – få gnister kan starte en brand
Lad ikke glas ligge fremme i solen i den tørre vegetation
Parker aldrig din bil i høj tør vegetation
Ring til 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude
Kilde: Danske Beredskaber.