Ny trafikplan giver flere afgange og kortere rejsetid
- TV Sjælland Redaktion

- 5. nov. 2025
- 2 min læsning
Der kommer flere tog og busafgange næste år.
Region Sjælland har nemlig vedtaget trafikplanen for 2026. Planen fastholder den nuværende betjening og lægger oveni flere konkrete forbedringer for pendlere og studerende. Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Regionsrådsformand Trine Birk Andersen siger, at målet er enkel hverdagstransport i hele regionen.
- Jeg er rigtig glad for, at vi kan holde fast i den kollektive trafik, og samtidig gøre den endnu bedre. Busser og tog er hverdagens vej til uddannelse, arbejde og fritid og binder vores byer sammen, siger hun i pressemeddelelsen.
Her er ændringerne:
På bus 420 mellem Slagelse og Holbæk indføres timesdrift om aftenen og i weekenden. Alle afgange kører via Dianalund. Det sker i samarbejde med Sorø Kommune og skal gøre det lettere for unge at pendle til uddannelse i Slagelse og Holbæk.
Bus 102A mellem Køge og Præstø får sin omlægning gjort permanent. Ændringen har skåret op til 23 minutter af rejsetiden til København og løftet passagertallet med 12 procent.
Bus 620R mellem Næstved og Præstø får ny rute med bedre betjening af uddannelsesinstitutioner og kasernen i Næstved. Regionen forventer 30 procent flere passagerer som følge af ændringen.
Østbanen får en ny køreplan fra december 2026. Regionen varsler mere fleksibilitet for togpendlere med bedre sammenhænge til øvrig trafik.
Roser plan
Formanden for udvalget for regional udvikling, Christian Wedell-Neergaard (K), peger på, at regionen de seneste år har opgraderet en række linjer.
- Vi har de seneste år styrket den regionale trafik - fra køb af 24 batteritog til opgradering af flere buslinjer. Vi står et godt sted, når vi går ind i den nye region, siger udvalgsformand Christian Wedell-Neergaard.
Trafikbestillingen for 2026 er på 431,8 milioner kroner. Beløbet rummer en engangsudgift på 7,4 millioner kroner til nyt rejsekortsystem og højere CO2-afgifter.
Regionen forventer, at udgifterne falder i takt med indfasning af batteritog og grønnere busser.







