Weekendvejr begynder med bidende kulde

23. jan.
1 min læsning
Vintervejret bider for alvor fra sig fredag, hvor det vil føles noget koldere, end termometeret viser.
Det fortæller Rasmus Stoltze Hansen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Vinden bliver fredag jævn til hård fra øst, men der kan også sagtens komme vindstød af kulingstyrke. Samtidig bliver dagstemperaturerne mellem et par graders frost og frysepunktet, og der kan falde lidt sne.
Meteorologen forventer, at det nogle steder i landet vil komme til at føles som minus ti graders frost om fredagen.
Resten af weekenden er der ikke udsigt til de store ændringer i vejret. Det skyldes et kraftigt højtryk, som ligger stabilt over det vestlige Rusland, og betyder, at der ikke er de store udsving på vejrfronten.


